good evening
gud IV-ningGodaften
„Godaften“ [go-AF-ten] hører i dag til det høflige, næsten formelle lag af dansk – man siger det til en fremmed, en tjener eller fra en scene, sjældnere til en ven, man mødes med efter arbejde. De fleste andre sprog bruger deres aftenhilsen langt bredere og i alle sammenhænge, og de skifter til den på vidt forskellige tidspunkter af dagen. Her hører du 26 sprog sige godaften, og du kan se, hvorfor de nærmeste naboer bruger et helt andet ord for selve aftenen end dansk gør.
good evening
gud IV-ningGodaften
Dansk deler ordet aften med plattysk „Goden Avend“ [GO-den A-vænt] og nederlandsk „goedenavond“ [gu-de-NA-vånt], og de tre former er så tæt på hinanden, at du kan genkende dem uden at have lært dem. Tysk „Guten Abend“ [GU-ten A-bent] hører til samme gruppe, og det gør østrigsk „Guten Abend“ [gú-ten á-bend] også, blot med en blødere udtale af konsonanterne.
De skandinaviske naboer går en anden vej: norsk „god kveld“ [gu-kvéll] og svensk „god kväll“ [gud KVÆL] bruger et ord, som dansk kun har bevaret i faste udtryk og i digtsprog. Det er en af de få steder, hvor dansk står nærmere tysk og nederlandsk end svensk og norsk, og det overrasker de fleste, der ellers regner de tre sprog for næsten ens.
Fransk „bonsoir“ [bong-SWAR] tages i brug, når det begynder at blive mørkt, og fungerer både som hilsen og som afsked – det samme ord bruges altså, når man kommer, og når man går. Italiensk „buonasera“ [buo-na-SEH-ra] begynder væsentligt tidligere, i mange egne allerede fra midt på eftermiddagen, hvilket kan virke forkert, når man tænker dansk.
Tyrkisk „iyi akşamlar“ [i-yí ak-şam-lár] står i flertal og ønsker altså gode aftener, ikke én bestemt, på samme måde som den tyrkiske godnat-hilsen. Kinesisk „晚上好“ [wǎn shang hǎo] sætter tidsangivelsen først og det gode til sidst, og japansk „こんばんは“ [konbanwa] er egentlig en afkortet sætning, hvor resten for længst er faldet bort og kun indledningen står tilbage.
„Bonsoir“ har en nasal vokal i første stavelse: luften går ud gennem næsen, og det n, danskere gerne sætter ind bagefter, hører ikke hjemme der. Japansk „こんばんは“ skrives med et tegn, der normalt læses ha, men i denne hilsen udtales wa – den fælde falder de fleste begyndere i mindst én gang, fordi skriften her ikke følger sin egen hovedregel.
Kroatisk „dobra večer“ [DOB-ra VE-tjer] har en tsch-agtig lyd midt i ordet, og russisk „добрый вечер“ kræver, at du får den bløde vokal efter v med. Finsk „hyvää iltaa“ holder de lange vokaler tydeligt længere end de korte; skærer du dem af, som dansk gerne gør med endelser, hører en finne et andet ord end det, du mente.
Sproget, du lærer, vælger du i appen – det er uafhængigt af sidens sprog.
Har du allerede en konto? Log ind
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Vilkår og Privatlivspolitik.