excuse me
IKSK-juz miUndskyld
Dansk „undskyld“ dækker to ting på én gang: du bruger det, når du skal forbi nogen i en bus, og når du har gjort noget alvorligt forkert. Mange andre sprog holder de to ting adskilt i hver sit ord, og flere har høflighedsniveauet bygget direkte ind i formen, så valget af endelse afslører, hvem du taler til. Her hører du 26 sprog undskylde – og du kan se, hvornår du skal vælge mellem to varianter i stedet for at nøjes med én.
excuse me
IKSK-juz miUndskyld
Engelsk har „excuse me“ [IKSK-juz mi] til den lette henvendelse og „apology“ til den egentlige undskyldning. Svensk gør det samme med „ursäkta“ og „ursäkt“, og norsk med „unnskyld“ [únn-skyld] og „unnskyldning“ [únn-skyld-ning]. Dansk har kun det ene ord til begge formål, og det er grunden til, at danskere ofte vælger den forkerte form på nabosprogene.
Også uden for Norden er opdelingen almindelig. Bulgarsk skelner mellem „извинете“ [izviNEte] og „извинение“ [izviNEnie], kroatisk mellem „oprostite“ og „isprika“ [IS-pri-ka], og rumænsk mellem „scuzați-mă“ [sku-ZATS me] og „scuze“ [SKU-se]. Nederlandsk låner „sorry“ [SOR-rie] til det lette og bruger „excuus“ til det tunge, omtrent som dansk låner det engelske ord ved siden af sit eget.
Italiensk „scusi“ [SKU-zi] er den høflige form til en fremmed; til en ven bruger man en anden endelse på samme ord. Spansk „disculpe“ [dis-KUL-pe] er bygget på den høflige tiltaleform på samme måde, og tyrkisk „affedersiniz“ [af-fe-der-si-níz] bærer høfligheden i sin lange endelse, mens „özür“ er selve substantivet undskyldning og ikke kan stå alene som en henvendelse.
Rumænsk „scuzați-mă“ har hele sætningen med: det er en høflig bydeform plus et mig, hængt på som endelse. Græsk „με συγχωρείτε“ [me si-cho-rí-te] fungerer ens og begynder med et lille ord for mig. Dansk „undskyld“ er nøgent til sammenligning – der er hverken person, tal eller høflighedstrin i ordet, kun i stemmeføringen og i hvor dybt man bøjer hovedet.
Polsk „przepraszam“ åbner med prz, som udtales i ét skub og ikke som tre adskilte lyde. Trykket ligger på næstsidste stavelse. Danske talere deler gruppen op og sætter en lille vokal ind mellem p og sch – det er den fejl, en polsk lytter hører først, og den gør ordet en halv stavelse for langt.
Finsk „anteeksi“ [AN-teek-si] har dobbelt e, der skal holdes mærkbart længere end et enkelt, og trykket ligger altid på første stavelse, uanset hvor langt ordet er. Arabisk „عَفْوًا“ [ʿAF-wan] begynder med en strubelyd, der ikke har noget dansk modstykke, og som danskere typisk springer helt over, så ordet begynder direkte på vokalen. Den beslægtede form „عُذْرًا“ [ʿUDH-ran] har samme åbning.
Sproget, du lærer, vælger du i appen – det er uafhængigt af sidens sprog.
Har du allerede en konto? Log ind
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Vilkår og Privatlivspolitik.