langula
Engelsk
thank you
TÆNK juTak
Ét ord, 26 sprog
Tak på 26 sprog
Dansk „tak“ [tak] er blandt de korteste takkeord i Europa – én stavelse, én lukning, færdig. Netop derfor kommer det bag på mange, at takken i andre sprog er en fuld sætning med høflighedstrin indbygget, og at længden af ordet ofte siger noget om, hvor meget man takker for. Hvor dansk lægger forskellen i stemmeføringen, lægger andre sprog den i selve ordets form. Her hører du 26 sprog sige tak, med tryk, tonegang og de lyde, der ikke findes i dansk.
Ét ord, 26 sprog
- شُكْرًاSJUK-ran/ˈʃukran/Arabisk
- благодаряbla-go-DAR-ja/blɐɡodɐˈrja/Bulgarsk
- tak/tˢak/Dansk
- thank youTÆNK ju/ˈθæŋk juː/Engelsk
- kiitosKI-tos/ˈkiːtos/Finsk
- mercimær-SI/mɛʁ.si/Fransk
- ευχαριστώef-ha-RIS-to/efxariˈsto/Græsk
- grazieGRATTS-je/ˈɡrattsje/Italiensk
- ありがとうございますa-ri-ga-to go-za-i-ma-si/aɾiɡatoː ɡozaimasɨ/Japansk
- 谢谢sjjæ sjjæ/ɕjɛ˥˩ ɕjɛ/Kinesisk
- 감사합니다kam-sa-ham-ni-da/kam.sa.ham.ni.da/Koreansk
- hvalaHVA-la/ˈxʋaːla/Kroatisk
- dank je welDANK je VÆL/ˈdɑŋk jə ˈʋɛl/Nederlandsk
- Dank didank di/daŋk diː/Nedertysk
- takktak/tɑk/Norsk
- dziękujędjæng-KU-jæ/d͡ʑɛŋˈkujɛ/Polsk
- obrigadoob-ri-GA-du/obɾiˈɡadu/Portugisisk
- mulțumescmul-tsu-MESK/mult͡suˈmesk/Rumænsk
- спасибоspa-SI-be/spɐˈsʲibə/Russisk
- graciasGRAS-jas/ˈɡɾasjas/Spansk
- tacktak/tak/Svensk
- شكراًSJUK-ran/ˈʃukran/Syrisk arabisk
- teşekkürlerte-sje-kyr-LER/teʃecːyɾˈleɾ/Tyrkisk
- DankeDAN-ke/ˈdaŋkə/Tysk
- дякуюDA-ku-ju/ˈdʲakuju/Ukrainsk
- DankschönDANK-sjøn/ˈdaŋkʃøːn/Østrigsk tysk
Hvor meget tak er der i ordet
Nabosprogene ligger tæt på dansk: svensk „tack“ [tak] og norsk „takk“ [tákk] er lige så korte og bruges lige så ofte. Går man sydpå, vokser ordet. Polsk „dziękuję“ [dsjen-kú-je] er en bøjet verbalform, altså ordret jeg takker, og tyrkisk „teşekkürler“ står i flertal og betyder nærmest mange tak.
Japansk „ありがとうございます“ [arigatō gozaimasu] viser princippet tydeligst: den høflige form er lang, og jo kortere man skærer den, jo mere fortroligt bliver forholdet. Koreansk „고마워요“ [go-ma-wo-yo] har samme system med endelsen som høflighedsmarkør, så du vælger takkeform efter, hvem du taler med. Dansk klarer hele den skala med tonefald og ansigtsudtryk i stedet for med ordformer.
Lyde du skal øve
Kroatisk „hvala“ [HVA-la] begynder med hv, og her udtales begge bogstaver. På dansk er h'et i „hvad“ og „hvile“ stumt, så du skal gøre noget, du ellers har vænnet dig af med: lade et tydeligt h komme før v'et. Græsk „ευχαριστώ“ [ef-cha-ri-stó] har både en skrabelyd midt i ordet og tryk helt ude på sidste stavelse.
Fransk „merci“ er derimod nemt for danske talere, fordi det franske r dannes samme sted i svælget som det danske – her har du en fordel, de fleste andre europæere ikke har. Kinesisk „谢谢“ [xiè xie] kræver, at første stavelse falder i tone, mens anden er let og ubetonet; siger du dem lige tunge, lyder det forkert. Rumænsk „mulțumesc“ [mul-tsu-MESK] har en ts-lyd inde i ordet, der ofte bliver til et blødt s.
Typiske fejl hos danske talere
Den hyppigste fejl er at skære endelsen af. Danske ord taber gerne den sidste stavelse, og det rammer især „dziękuję“ og „teşekkürler“, hvor slutningen bærer betydningen og høfligheden. Polsk har desuden tryk på næstsidste stavelse, altså dzien-KU-je, og det bliver let flyttet frem af vane, fordi dansk sætter trykket først i næsten alle ord.
Finsk „kiitos“ [KII-tos] har lang i-lyd, som skal holdes; forkorter du den, lyder ordet som noget andet. Russisk „спасибо“ [spa-ssí-ba] har tryk på anden stavelse og et ubetonet o til sidst, der udtales som a – en reduktion, danskere gerne springer over, fordi de læser bogstavet, som det står. Arabisk „شُكْرًا“ [SHUK-ran] har tryk på første stavelse og en kort endelse, der ikke må trækkes ud.
Korte samtaler fra hverdagen
Ved billetlugen på en banegård i Gdańsk
- MedarbejderProszę, bilet.Værsgo, billetten.
- RejsendeDziękuję!Tak!
På et værtshus i Firenze
- TjenerEcco il caffè.Her er kaffen.
- GæstGrazie!Tak!
Ved kassen i en kiosk i Tampere
- EkspedientOle hyvä.Værsgo.
- KundeKiitos!Tak!
I en boghandel i Beijing
- Ekspedient给你。Værsgo.
- Kunde谢谢!Tak!
Ofte stillede spørgsmål
- Hvordan siger man tak på polsk?
- „Dziękuję“ [dsjen-kú-je] med tryk på næstsidste stavelse. Ordet er en verbalform og betyder ordret jeg takker, og det er grunden til, at det er længere end dansk tak.
- Hvorfor er ordet så langt på japansk?
- „ありがとうございます“ [arigatō gozaimasu] er den høflige fuldform. Høflighed udtrykkes med ekstra led, så jo kortere formen er, jo mere fortroligt er forholdet mellem de to, der taler.
- Skal h'et høres i hvala?
- Ja. Kroatisk „hvala“ [HVA-la] udtaler både h og v, modsat dansk, hvor h'et i hv-ord er stumt. Det er netop den lyd, danske talere oftest glemmer at sige.