hello
he-LOUHej
„Hej“ virker internationalt, men allerede den første hilsen viser, hvor forskelligt sprog håndterer nærhed og afstand. Nogle sprog har ét ord til telefonen og et andet til mødet ansigt til ansigt, andre skelner mellem fortroligt og formelt lige så skarpt, som dansk engang skelnede mellem „De“ og „du“. Netop derfor er hilsenen det sted, hvor en udlænding først røber sig – sjældent ved at vælge et forkert ord, men ved at vælge det rigtige ord i den forkerte situation. Her hører du, hvordan 26 sprog siger hej, med de lyde der er ukendte for danske ører, og de steder hvor trykket ligger et andet sted, end du venter.
hello
he-LOUHej
Ikke alle hilsner passer i alle situationer. Fransk „salut“ er rent fortroligt og bruges kun til venner og jævnaldrende – over for en fremmed eller en chef er det for familiært. Spansk „hola“ [OH-la] dækker derimod næsten hele spektret, fra vennen til ekspedienten i kiosken, og tyrkisk „merhaba“ [mer-ha-bá] er på samme måde neutralt nok til begge dele. Dansk „hej“ [haj] hører til den brede type: det går lige så godt til lægen som til barnet i børnehaven.
Græsk „γεια σου“ [yá-su] har derimod høfligheden bygget ind i selve ordet: „σου“ er entalsformen, og taler du til flere eller til en, du viser respekt, skifter hele hilsenen form. Bulgarsk „здравей“ [zdravEY] fungerer på samme måde, og japansk „こんにちは“ [konnichiwa] hører til dagtimerne og bruges sjældent inden for familien. Rumænsk „salut“ [sa-LUT] er ligesom det franske forbeholdt dem, man er dus med, mens kroatisk „bok“ [BOK] er kort og ubesværet i næsten enhver sammenhæng.
Arabisk „مَرْحَبًا“ [MAR-ḥa-ban] indeholder et svælg-h, ħ, der dannes langt nede i svælget, med tungeroden trukket tilbage. Dansk har intet i nærheden af den lyd, og trykket ligger desuden på første stavelse: MAR-ha-ban. Den syriske variant „مرحبا“ [marḥaba] har samme svælglyd, men er kortere, mere hverdagsagtig i tonen og langt mere almindelig i almindelig samtale end den klassiske form.
Kinesisk „你好“ [nǐ hǎo] afhænger af tonegangen: begge stavelser har grundtonen faldende-stigende, og når to af dem støder sammen, bliver den første til en ren stigende tone. Tyrkisk „merhaba“ [mer-ha-bá] overrasker med tryk på sidste stavelse, og finsk „hei“ [hei] har en diftong, der klinger kortere og mere lukket end det danske „hej“ [haj]. Ukrainsk „привіт“ [pryvit] føjer et blødt v til, som danske talere gerne gør hårdt.
Svælglyden ħ i „مَرْحَبًا“ erstatter danskere næsten altid med et almindeligt h – for arabiske ører er forskellen tydelig, omtrent som forskellen mellem d og t for os. Til gengæld har du en fordel med spansk: h'et i „hola“ er stumt, præcis som i danske ord som „hvid“ og „hjem“, så der er ikke noget, du først skal afvænne dig med.
Den mest udbredte fejl er den danske reduktion af endestavelser. „Merhaba“ og „hola“ ender begge på et fuldt a, men på dansk glider ubetonede endelser mod et svagt e-agtigt lydskær, så det bliver til „merhabe“. Samme vane rammer kinesisk: lægger du dansk sætningsmelodi ned over „你好“, forsvinder tonerne, fordi dansk bruger tonehøjde til at markere spørgsmål og ikke til at skelne ord.
Sproget, du lærer, vælger du i appen – det er uafhængigt af sidens sprog.
Har du allerede en konto? Log ind
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Vilkår og Privatlivspolitik.